Det skete lidt før klokken seks d. 10 august, 2009. Jeg stod stille og roligt på en stige og arbejdede med opsætning af tagfodsblik på husets forside, da jeg pludselig fandt mig selv liggende nede på fliserne og jeg kunne straks både se og mærke, at den var helt gal med mit venstre underben.
Så gik turen med ambulancen til Herning, hvor benet blev skannet, hvorefter stod klart, at bruddet var så kompliceret, at operationen skulle foregå på Kommunehospitalet i Århus. Men først blev jeg altså indlagt en uges tid med benet i stræk, indtil der var plads til mig i Århus d. 17. august.
Den 18. august - med mig i fuld narkose - arbejdede to kirurger i syv timer med at lappe mine knogler sammen igen og bygge en imponerende stålkonstruktion, som fikserede knoglestumperne i forhold til den ubeskadigede del af underbenet.
Her blev jeg så liggende i to uger, medens sårene blev plejet og jeg blev undervist i brugen af gangstativ og krykker indtil jeg blev sendt hjem med ambulance den 31. august. Her ventede allerede alt det hjælpeudstyr, som man mente jeg havde brug for (kørestol, krykker, gangstativ, badebænk, m.m.)
Der var også sørget for sygeplejesker, som i begyndelsen kom hver dag for at rense mine sår og pleje stederne omkring diverse pinde og skruer i benet.
De følgende måneder gik med indtagelse hundredevis af penicillinkapsler og hyppige ture (med ambulance) til kontrol i Århus indtil jeg d. 26 marts endelig fik stativet byttet til en kraftig støttestøvle (Walker), som jeg benyttede sammen med en støttestrømpe. Den kunne godt bruges til at kravle på stiger med!.
Støvlen blev afleveret d. 11. maj, så nu var krykkerne eneste hjælpemiddel, som jeg gradvis trænede mig til kun at bruge efter behov
Men det kneb med at få bekæmpet en infektion i et sår, som ikke ville hele og d. 20 juni fik jeg feber og måtte efter en kort indlæggelse i Herning atter indlægges i Århus til intensiv behandling med antibiotika. Det varede fra d. 22. juni til d. 6. juli, hvor jeg det meste af tiden boede på patienthotellet, hvor også Eva kunne være - så det var vores sommerferie det år!
Støttestrømpen fortsatte jeg med at bruge frem til starten af 2012.
Nu er benet blevet så godt, som det nu kan blive under de givne omstændigheder, og jeg må desværre finde mig i, at jeg halter en del, og at min mobilitet er blevet indskrænket betragteligt. Jeg kan altid mærke foden, specielt hvis jeg har gået meget en dag, men jeg klarer mig uden smertestillende medikamenter. Ved længere spadsereture benytter jeg stadig en krykke, men det er til at leve med - og i betragtning af de uhyggelige brud på underbenet skal jeg vist være glad for, at jeg overhovedet kan stå og gå på benet!